Accept er det første skridt

januar 3, 2019 6 Af Birgit Leth

 

Man siger, at alting afhænger af øjnene, der ser. Alting afhænger af hvilket fokus, hvilke briller, jeg vælger at se på livet med. Der er så meget, vi kunne ønske os var anderledes. Det tror jeg gælder for os alle sammen. Vi oplever modgang, ting der ikke lykkes. Drømme og forhåbninger der ikke blev indfriet. Det er almen menneskeligt. Jeg tror, det er en del af selve livet. En præmis for rejsen, kan man vel sige.

I det her år bliver det 10 år siden, jeg kom på smertecenter. Jeg var ny i “gamet” som kronisk smertepatient og anede ikke mine levende råd. Jeg trådte ind med en forventning om, at nogen skulle fikse mig. En læge måtte finde den pille, der fjernede mine smerter igen. Finde en kur der fik det hele til at forsvinde. Nogen måtte give mig årsagen til, at mit nervesystem var “brændt af” og permanent overbelastet. Men det var ikke virkeligheden. Det var en naiv forestilling, jeg havde, fordi jeg havde hundesvært ved at indse, at min nye tilstand var kommet for at blive. At smertetilstanden fremover ville være et livsvilkår.

Da jeg kom på smertecenter i 2009 var det en indlæggelse over 3 uger. Vi var 8 patienter på holdet. Vi boede der og fik undervisning sammen fra 8 til 16 alle hverdage. Vi havde lektier for fra dag til dag, og vi måtte kun tage hjem på weekend. Det var hårdt! Som i virkelig hårdt! Men det var min eneste mulighed, og det var en gave, at jeg overhovedet fik det tilbud.

Jeg glemmer aldrig de dage på smertecenter. Jeg sad der med min forventning om, at jeg snart ville få udleveret “nøglen”. Vejen tilbage til mit gamle liv, hvor alt blev tryllet normalt igen. Det skete ikke! Derimod så de på mig med et fast blik og proklamerede: “Det her bliver ikke bedre. Du bliver ikke rask. Hvis din tilstand ændrer sig, bliver det kun til det værre. Du må acceptere, at du skal leve med smerter resten af dit liv! Hvis du vil have det bedre, må du lære at håndtere dem”.

Det var en barsk melding at få. Jeg græd og følte mig helt krøllet sammen! Som dagene og ugerne skred frem, forstod jeg dog, hvorfor de havde været så barske fra starten: Accept er det første skridt. De var nødt til at “banke” erkendelsen ind i hovedet på mig, før jeg kunne flytte mig og tage ansvar for den problematik, jeg stod overfor. De var nødt til at bryde mig ned, før de kunne bygge mig op. Acceptance and Commitment. Og det virkede!

Der er gået knap 10 år siden det ophold. Jeg er stadig dybt taknemmelig for, at jeg fik det forløb. Det ophold gjorde hele forskellen. Jeg er hver dag bevidst om, at accept er det første skridt. Der er også ting, jeg ønsker mig var anderledes. Modgang og tunge dage. Skuffelser og uretfærdighed. Forventninger der ikke bliver indfriet. Men jeg ved, det er mit ansvar, hvilke briller jeg vælger at se det med.

Hvis jeg vil ændre på noget i mit liv, vil flytte mig til et andet ståsted,  rejsen starte med en helt grundlæggende accept af mit udgangspunkt. Det er sådan her mit liv, min situation og mit smerteniveau er lige nu. Jeg har alle muligheder for at ændre på det, alene ved at ændre mit fokus og se mere positivt på tingene. Men først når jeg accepterer og omfavner mit udgangspunkt, kan jeg begynde at tage nye skridt. Alt i livet går op og ned – men alt afhænger af øjnene, der ser. Min oplevelse af det liv, jeg står midt i, afhænger af hvilke briller jeg vælger at se det igennem. VÆLGER at se det igennem! For det er et valg.

Vi kan vælge at tælle gråvejsskyer. Have fokus på smerter, nedsat energi og dårligt humør. Eller vi kan vælge at fokusere på alt det gode og glædelige, der også er i livet. På trods af det ene og det andet. Så vil smerten fylde mindre. Vi vælger selv. De mørke briller giver os mere mørke. De lyse giver os mere lys. Så enkelt er det. Vi ved ikke, hvad det nye år bringer. Men vi ved, at livet har en udløbsdato, vi ikke kender. Så vil jeg så sandelig have mest muligt ud af det indtil da. Smerter eller ej.

Jeg har ikke et nytårsforsæt, om noget jeg vil holde op med. Jeg har ønsker for det nye år, om noget jeg gerne vil have mere af. Det er mig, der skaber mit år. Mig der afgør, om jeg vil se det nye år som godt eller gråt. Der er naturligvis udefrakommende faktorer, jeg ikke har kontrol over. Men mit personlige liv, min hverdag, min oplevelse af livet på godt og ondt, har jeg den fulde kontrol over. Det er mig, der vælger, hvilke briller jeg vil se mit 2019 igennem. Som en klog mand engang sagde: “Ét er hvordan man har det. Noget andet er hvordan man ta’r det”.

Jeg vælger livsglæden. Jeg vil indtage det nye år med livsglade øjne. Jeg vil være selvkærlig og prioritere det der gør mig godt både fysisk og menneskeligt. Jeg vil jagte stjernestunder og lede efter alt det positive og værdifulde, livet og 2019 har til mig. Det er mit nytårsforsæt, om man vil. Mit mål for det nye år.

Det er mig, der har nøglen. Ikke til at trylle mine smerter, min skæve ryg eller mit ødelagte nervesystem væk. Men nøglen til at søge det gode: Suge mest mulig kvalitet ud af hver eneste dag – på de betingelser jeg nu har – og tage det fulde ansvar for mit liv og min egen situation. Jeg tror på, at jeg får en endnu bedre livskvalitet, større livsglæde og endnu mere begejstring i det nye år. Det er mig, der har nøglen, og derfor kun mig, der kan få det til at ske. Jeg skal ville det, og jeg skal selv gå vejen derhen. Accepten af mit udgangspunkt er det første skridt.

Godt nytår!