Den, der griber nuet

januar 14, 2019 2 Af Birgit Leth

 

Næsten dagligt ser jeg udmeldinger fra mennesker, som har det svært. Smerteramte og kronisk syge. Mange af dem er mennesker, der er på nippet til at give op. Når tankerne om det liv, der er gået i stykker, fylder det hele, bliver rummet gradvist mere sort. Sindet også. Det er en rigtig tung og til tider farlig vej at gå ned af. Jeg ved det, for jeg har også været der. Jeg har selv gået på den vej. Derfor forklejner jeg heller ikke, at man kan opleve at blive suget ned i det dybeste hul. Der hvor tingene ikke længere giver mening, og man kan få tanker om at give op. Men der findes en vej op af det hul igen.

For knap halvandet år siden fik jeg konstateret, at min skoliose var forværret. Meget forværret. Den havde taget et ryk, og de to sving min rygsøjle slår var forværret med hhv. 5 og 10 grader. Jeg indrømmer gerne, at jeg også den dag fik nogle dystre tanker ind i mellem. Jeg har vidst i mange år, at operation ikke er en mulighed for mig. Derfor lever jeg også med visheden om, at jeg måske en dag kan blive så krumbøjet og skæv, at en kørestol er den eneste udvej. Den dag, hvor jeg fik skolioselægernes “dom” over den nuværende status på min ryg, var der derfor også frygt og bekymring, der rørte på sig hos mig.

Der er ingen af os, der kender fremtiden. Det eneste vi er sikre på er, at vi er her lige nu. I dag. Det giver mig så meget desto større grund til at suge alt det ud af livet, jeg kan, på den måde det nu er muligt for mig. Hvis jeg havde sat mig ned efter den dag hos lægerne. Havde grublet og frygtet og tænkt opgivende tanker om hvordan det ville blive. Ja, så ville jeg have spildt de seneste halvandet år. Spildt mine år på at bekymre mig. Jeg vil ikke bruge mine dyrebare dage på at frygte og gruble, over ting jeg ikke kan forudse og som måske aldrig sker. Det er spild af liv!

“Den, der griber Nuet, holder Evigheden i sin hånd”  (Majbritte Ulrikkeholm)

Det er slet ikke så let at gribe nuet. Det er det heller ikke for mig. Men jeg har erfaret, at det gør alting i livet nemmere, hvis jeg griber det, så godt jeg kan. Jeg har fået hjælp efter den dag hos skolioselægerne. Jeg fik et træningsophold på Montebello i Spanien, og jeg slider i fitness og træningscenter flere gange om ugen. Det har gjort underværker for mig. Jeg kan stadig ikke vide, hvad status er på min ryg og mit smerteniveau om 1 år. Eller om 5 og 10 år. Men jeg ved, at jeg kan gøre mit bedste – gøre alt det jeg selv kan – for at påvirke processen. Og for at have indflydelse på hvordan jeg har det. Lige nu. I dag.

At lægge sig fladt ned på ryggen og lade frygt og opgivende tanker skylle ind over os, er i virkeligheden “den nemme udvej”. Der fralægger vi os ethvert ansvar, og håber at nogen redder os. Men ansvaret er jo mit! Det er min krop, der slår sving og kurver i “stativet”. Det vil den gøre for altid. Og det er mit liv. Derfor er det også mit ansvar, hvad jeg vil have ud af det. Det er ikke let at rejse sig igen. Det er absolut ikke let at kravle op af det sorte hul, og det kan kræve mange forsøg, før det lykkes. Men det kan lade sig gøre. Og kan du ikke selv, er der hjælp at få. Hvis du vil.

Jeg har truffet et valg: Jeg vil ikke ende mine dage som en bitter gammel kone, der ser tilbage på spildte år, hvor jeg bekymrede mig om, hvor grum og pinefuld fremtiden kunne blive. Jeg vil gerne blive en glad og taknemmelig gammel kone, der ser tilbage på, hvordan jeg fik alt det bedste ud af mine år, mens jeg kunne, med de betingelser jeg nu var blevet givet. Det valg og det ansvar er mit!

Det regner også i mit liv. Jeg har også tunge og mørke dage. Det har vi alle. Det er en del af det at være menneske. Vi kan vælge at lægge os ned og lade mørket omslutte os. Eller vi kan rejse os og tage handsken op, ved at insistere på at få det bedste ud af livet, som det er lige nu. Livet bliver bedre, når vi tager ansvar. Så er vi ikke længere magtesløse! Der ligger gaverne gemt. Der ligger glæden og taknemmeligheden klar til os. Også taknemmeligheden over de små ting, fordi vi selv tager roret og sætter retningen for vores liv. Lige nu. I dag. Valget er mit. Og det er dit.