Det andre drømmer om

februar 13, 2019 4 Af Birgit Leth

 

For et års tid siden havde jeg en samtale med en veninde. Hun kørte mig hjem fra et møde, og i bilen fortsatte snakken. Jeg beklagede mig over, at når man står udenfor arbejdsmarkedet i en ung alder, kan man føle sig overflødig. Til ingen nytte. Man kan have følelsen af ikke at kunne bidrage med noget. Ikke at have værdi mere. At have mistet muligheden for at sætte aftryk i verden og efterlade sig noget, man har udrettet. Hun standsede bilen og sad tænksom et øjeblik. Så drejede hun hovedet og så på mig, mens hun sagde: “Men Birgit, du har jo alt det vi andre drømmer om”. Hvabehar?!

Det blev til en længere samtale, om hvordan mange hårdtarbejdende mennesker drømmer om frihed. Frihed til selv at forme dagene. Være mere nærværende i livet. Frihed til at rejse, læse bøger eller male. Mange drømmer om at have mere tid. Tid til bare at nyde livet og mærke at man er til. Mere tid sammen med dem de holder af. Den samtale satte mange tanker i gang hos mig. Det er sært, som vi mennesker altid tror, at græsset er grønnere på den anden side.

Det er et interessant paradoks, at vi, som lever med smerter, funktionsnedsættelse og nedsat eller manglende arbejdsevne, har fået netop den gave, “det arbejdende folk” drømmer om. Og mange af os forbander den langt væk! Fordi den ikke er selvvalgt. Fordi den kom med en masse knuste drømme og visioner. Fordi den smadrede følelsen af at have hele livet foran sig, og en masse spændende jobfunktioner man kunne tænke sig at prøve af. Sådan var det i hvert fald for mig. Med ét blev tæppet revet væk under mig. Mine drømme og visioner lå som knuste glasskår på jorden. Arbejdslivet var ikke bare sat på pause – det havde nået sin afslutning – og det var ikke mit valg. Der i lå forbandelsen!

De, der selv vælger at trække sig fra det etablerede arbejdsmarked, jubler over nyfunden frihed. For os, der tvinges ud af helbredsmæssige årsager, er der først lettelse og dernæst følelsen af at være “sat af”. At være nytteløs og sat udenfor fællesskabet. Tabet af arbejdsidentitet slår hårdt, for vi lever i et samfund, hvor du er det du laver. I sociale sammenhænge er første spørgsmål: “Hvad laver du så?”. Hvad skulle jeg nu svare på det spørgsmål? “Øh.. Jeg lever bare”. Eller “Jeg laver ingenting”. Eller…?? Der var bare sort og ikke flere drømme.

Men: Når slaget er fordøjet og forbandelsen rummet, er det på tide at kigge efter gaven. For det er en gave – selvom den kan være virkelig grimt pakket ind!

Det gælder om at skabe nyt indhold i hverdagen. Om ikke at synke ned i sofaen og lade selvmedlidenheden tage over. Det gælder om at tilpasse sig de nye vilkår og ændre sit tankesæt. Hvad vil du bruge din frihed til? For det er en frihed. Frihed til at finde det, der giver livet mening for mig. Det der gør mig glad og giver mig en følelse af stadig at have værdi. Ikke i en jobfunktion men værdi som menneske. Jeg bidrager stadig til verden. Jeg har stadig et rigtig godt liv, selvom jeg ikke kan gå på arbejde. Nogle gange kunne jeg da godt ønske mig, at det var anderledes. Det er det bare ikke, så jeg har lært mig at elske det liv jeg har. Og at skabe nye drømme. Det er vores drømme, der driver os fremad! Jeg har trænet mig i at have fokus på gaven.

Jeg har tid og kræfter til min træning. Den er afgørende for, at jeg kan holde kroppen og humøret oppe og holde smerteniveauet nede. Jeg kan fordybe mig i en god bog eller nyde at male, på en dag hvor smerterne rusker lidt ekstra, og kroppen har brug for ro. Jeg kan finde overskud til nærvær med de mennesker, jeg holder af. Mit første barnebarn er på vej, og jeg har mulighed for at være noget for hende, når hun kommer til verden. Det kunne jeg ikke, hvis et job slugte de kræfter jeg har. Så ville der kun være plads til at arbejde. Derefter ville jeg være så udkørt og forpint, at jeg ikke ville have et liv.

Det har jeg nu, og det er et rigtig godt liv! Jeg har muligheden for tid, ro og nærvær. Det er faktisk uvurderligt! Jeg har måske ikke et langt og glimrende CV, men jeg er her. Jeg har fået den store gave, at jeg kan fordybe mig og mærke livet hver eneste dag. Og jeg har stadig en masse drømme for fremtiden! Tilbage står kun taknemmelighed. Jeg har jo faktisk fået det, mange andre drømmer om.