Det bedste på en grå dag

december 6, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Dagen i dag er lidt tung. Vejret er gråt og vådt. Det har nærmest ikke været lyst. I mit personlige liv er der også lidt tungt lige nu. Et nært familiemedlem er indlagt, og vi venter alle i et vacuum af uvished. Jeg er ikke god til ventetid og uvished, men her har jeg bare intet valg.

Jeg startede dagen med at gå rastløs omkring. Syntes jeg gik rundt om mig selv til ingen nytte. Så traf jeg en beslutning. Satte mig ned et øjeblik og stillede mig selv spørgsmålet: “Når jeg hverken kan gøre fra eller til, hvordan får jeg så det bedste ud af den her dag?”. Jeg ved, at det ikke gør mig godt at sidde med hænderne i skødet, når jeg er bekymret. Det får både bekymringer og rastløshed til at vokse. Det gavner ingen. Så jeg greb til handling. Jeg lavede en liste over årets julegaveindkøb. Adviserede nærmeste pårørende om at jeg kunne træffes på telefonen. Så begav jeg mig afsted.

Jeg tillod mig at lægge bekymringstanker og uro til side. Tillod mig at mærke at luften var frisk og fugtig på en behagelig måde, selvom himlen var grå. Jeg tillod mig endda at nyde hyggen ved at vælge fine gaver ud, til dem jeg holder af. Jeg købte også en lille gave til mig selv – bare fordi… Og det var hyggeligt! Det var rart at lade tankerne kredse om det gode, i stedet for at dyrke det triste jeg alligevel ikke har kontrol over. Da jeg kom hjem spiste jeg æbleskiver til frokost. Bare fordi jeg kunne, og i dag må jeg godt.

Bagefter har jeg så måttet hvile. Min krop er absolut ikke begejstret for julegaveindkøb! Traveturen gade op og gade ned, i et vekslende og ujævnt tempo, er ikke sagen. At kigge på ting, stå lidt i kø og bære tunge poser er en stor udfordring for min skæve ryg. Men det gør ikke noget. Det var en skøn tur. Jeg blev adspredt fra den ulidelige ventetid. Mine tanker fik et løft og mit fokus blev vendt mod det gode. Alle ekspedienter var smilende og hjælpsomme.

Nu vil jeg glæde mig over, at jeg allerede har købt alle julegaverne. Tænk hvilken ro det giver mig de næste par uger. Jeg vil glæde mig over, at jeg trods alt stadig kan gå rundt i byen og selv vælge tingene ud, selvom det koster mig ekstra smerter resten af dagen. Og jeg vil glæde mig rigtig meget over, at jeg formåede at hive mig selv op ved håret i formiddags. At jeg besluttede mig for at få det bedste ud af en – på mange måder – grå dag.

Vi vælger selv vores fokus. Vi kan sætte os på hænderne og lade bekymringer og sortsyn vokse – eller vi kan rejse os og bevidst flytte blikket til noget andet. Det er et valg! Nu til aften har jeg heldigvis fået gode nyheder fra hospitalet. Dem vil jeg i høj grad glæde mig over, mens jeg hviler og plejer min smerteplagede krop efter dagens julegavetur. Jeg har fået rigtig meget godt og glædeligt ud af dagen i dag, på trods af det trælse jeg også måtte forholde mig til. Det gælder om at få det bedste ud af livet! Også på en grå dag.

                     “Vi ved ikke, hvor længe vi er her. Gør det så godt, du kan” (Poul Krebs)