Det jeg ikke ville høre

april 10, 2019 0 Af Birgit Leth

 

I 2005 blev jeg første gang udefinerbart syg. Med udefinerbart mener jeg, at jeg var alvorligt syg, det var der ingen tvivl om. Det var bare svært at sætte fingeren på, hvad jeg helt præcist fejlede. Jeg blev syg på en søndag. Jeg kastede op og løb på toilettet. Jeg koldsvedte og havde en ildkugle i mellemgulvet. Min puls var meget høj, og jeg havde en fæl halsbrand og trykken for brystet. Det endte senere på dagen med en indlæggelse. Vagtlægen mistænkte et blødende mavesår.

Jeg var indlagt i 8 dage, hvor jeg nærmest svævede på kanten af livet. Det lyder barsk. Det var det også. Jeg kunne fortsat ikke holde noget i mig. Jeg fik astronautføde direkte ind i årerne, for at få næring til at holde mig ved bevidsthed. Ingen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede.

Jeg kan ikke sige ærligt, at jeg blev syg fra den ene dag til den anden. For det gjorde jeg jo ikke. Jeg havde i mange måneder løbet alt for stærkt. Jeg havde lukket af for alle de signaler og advarsler, min krop havde sendt til mig. Jeg var selvstændig, havde en konsulentvirksomhed, og det gik godt. Jeg havde mange opgaver. Nok også lidt for mange opgaver. Jeg var, og er, meget ærekær og ville præstere mit absolut bedste hver eneste dag. Jeg syntes, det gik godt – for min forretning gik godt. Jeg var også mor og hustru, og når børnene var lagt i seng, gik jeg på kontoret i x-antal timer, så jeg kunne præstere det ypperste igen næste dag.

Den sidste tid op mod indlæggelsen var jeg begyndt at tabe mig uden grund. Kiloene raslede af mig, uanset hvad og hvor meget jeg spiste. Jeg havde tabt mig så meget, at flere af mine kunder havde påtalt det. Men jeg gjorde det ikke med vilje. Det skete bare. Det var der, jeg var, før det hele kulminerede.

I de første dage af indlæggelsen blev jeg undersøgt på alle leder og kanter. Gentagne kikkertundersøgelser ovenfra og nedenfra og et utal af blodprøver. Ingen af undersøgelserne viste, at jeg fejlede noget. Jeg var knapt ved bevidsthed og kunne dårligt fastholdes i en samtale. Jeg gled ud og ind af en sær døsende tilstand. Lørdag formiddag, kom en sød og venlig sygeplejerske ind til mig. Hun satte sig på min sengekant og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg havde det skidt, selvom jeg nu kunne holde et minimum af mad i mig og var sluppet for den intravenøse næring. Jeg var meget, meget ked af det og dybt frustreret over at være så syg, uden at nogen kunne fortælle mig, hvad der var galt.

Sygeplejersken svarede omtrent som følger: “Nu har jeg passet dig hele ugen, og før jeg gik herind, læste jeg din journal igennem. Jeg tror, jeg ved, hvad du fejler. Jeg tror, du har stress! Jeg tror, du er et helt forkert sted i dit liv. Der er ting, du skal have kigget på og have styr på. Ellers er jeg bange for, vi snart ser dig igen og med endnu værre symptomer”. Jeg blev simpelthen så vred! Hvad i alverden bildte hun sig ind?! Sådan en lille, led sygeplejerske! Hun anede ikke, hvad hun snakkede om! Hun var ikke læge. Hun havde ikke forstand på det her!

Nogle år senere måtte jeg konstatere, set i bakspejlet, at den kærlige og omsorgsfulde sygeplejerske vidste præcis, hvad hun snakkede om. Hun var nok i virkeligheden den eneste, der kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Og som også kunne finde ud af at sige det til mig. Direkte og uden omsvøb. Det kunne jeg ikke se i situationen. Der reagerede jeg bare med vrede. Det gør vi som oftest, når nogen sætter fingeren på det ømmeste sted. Hun sagde præcis det, jeg ikke ville høre!

Efter min udskrivelse fra sygehuset, fulgte en periode med flere undersøgelser på forskellige mave- tarmafdelinger. Ingen fandt et klart svar. Mit fordøjelsessystem virkede bare ikke, som det skulle. I 10 år derefter måtte jeg indrette mig efter særlige kostregler. Jeg kunne ikke tåle at spise noget, der har en fast konsistens, når det passerer videre fra mavesækken ned til tarmsystemet. Ingen ris, nødder og rugbrød. Ingen kød, medmindre det var hakket. Jeg indrettede mig efter omstændighederne uden at stille mig selv spørgsmålet: “Hvad kan det her mon skyldes?”. Man kan vænne sig til meget.

Da jeg kom i gang med mit behandlingsforløb med zoneterapi, skete der noget. Ena (som jeg har omtalt i mit sidste indlæg) kunne tydeligt mærke, at der var mange ubalancer i min krop. Særligt i mit fordøjelsessystem. Det er ikke uden grund, man siger, at stress går lige i maven! Jeg kan ikke forklare dig hvordan, men zoneterapien hjalp. I løbet af et års tid kom der balance i mit fordøjelsessystem. Min krop faldt til ro. Jeg turde langsomt forsøge mig med fast kød og lignende igen, og i dag kan jeg spise almindeligt. Min fordøjelse fungerer helt normalt. Det er fantastisk!

Det er nu 14 år siden, jeg blev syg og indlagt den famøse søndag. På de år har jeg gjort mig mange erfaringer og erkendelser om, hvor galt det kan gå for os, når vi ikke er i kontakt med os selv og med kroppen. Når vi nægter at lytte til de signaler kroppen sender, og de beskeder vi får. Jeg har valgt at lukke dig ind i den her meget private beretning i håb om, at du – i modsætning til mig – kan stoppe op i tide, hvis du er på vej ud over kanten. Det var en ualmindelig barsk og hård periode i mit liv at komme igennem. Det ønsker jeg ikke for nogen andre.

Kroppen er vores bedste ven. Og kroppen er uhyre klog. Der er ting, vi ikke kan se og forstå – eller ikke vil se og forstå – med vores rationelle hoved. Men kroppen opfatter, husker, fornemmer og forstår. Den sender os fine beskeder og klare advarsler. Kroppen fortæller os også, det vi ikke vil høre. Netop der er det særlig vigtigt at være villig til at lytte.