Er dit liv til diskussion?

oktober 19, 2018 3 Af Birgit Leth

 

Livet som kronisk syg kræver benhårde prioriteringer. Jeg har været mange år om at komme til den erkendelse og endnu flere år om at acceptere det. I starten kunne jeg ikke forstå det. Senere i forløbet ville jeg ikke forstå det. Kald mig bare dum og stædig – for det var jeg. Længe. Alt for længe! Jeg nægtede at se min nye virkelighed i øjnene. Jeg ville bare fortsætte mit liv som hidtil, og træthed og smerter ville jeg helst ikke forholde mig til. I lang tid bildte jeg mig ind, at det ville forsvinde igen, hvis jeg ikke beskæftigede mig med det og bare fortsatte som før. Det skete naturligvis ikke.

Da jeg endelig indså, at jeg var nødt til at tage styring på min egen situation, skulle jeg lære noget helt nyt: At prioritere min tid. Jeg har altid været et socialt menneske. Jeg nyder at være sammen med mennesker, jeg holder af, og dele gode oplevelser. Nu skulle jeg så lære at sætte grænser for mig selv. Mit hoved mente jo, at jeg stadig kunne alt, men min krop var ikke enig. At styre min kalender har været noget af det sværeste ved at blive kronisk smertepatient!

I lange perioder var jeg splittet mellem fornuft og følelse. Min fornuft sagde mig, at jeg var nødt til at drosle ned og luge ud i antallet af aftaler. Mine følelser rev og sled i mig, fordi jeg så gerne ville det hele. Og jeg ville så nødig skuffe nogen! Jeg brugte timer på at diskutere med mig selv, hvorvidt det nu også var i orden, at jeg havde takket nej til noget. Hvad tænkte de andre om mig? Var de sure? Eller kede af det? Havde jeg skuffet dem? Den indre diskussion var drænende! På et tidspunkt indså jeg heldigvis, at jeg måtte slippe min indre kamp. Jeg var nødt til at acceptere mine nye livsvilkår. Ellers ville det pres, jeg lagde på mig selv, slide mig op.

Jeg er stadig ikke ekspert i at holde balancen. Af og til får jeg igen for meget i kalenderen, og så er der kontant afregning på smerter og træthed. Men jeg er blevet meget bedre til at styre det, end jeg før har været. Det virker for mig at mærke indad. At mærke ordentligt efter i maven, om jeg har overskud til en given aktivitet. Jeg er blevet bedre til at stoppe min indre diskussion og stå fast. Det er okay, at jeg nogle gange må sige “Nej tak”. Det er et vilkår, at jeg har brug for huldage i min kalender, hvor jeg ikke skal noget som helst. Ellers kan jeg ganske enkelt ikke hænge sammen.

Mine 10 år med smerter har lært mig en god og vigtig lektie: Jeg fylder mig selv først. Og nej, det er ikke egoistisk! Når jeg tager hånd om det, der gør mig godt, har jeg meget mere at give til mine medmennesker. Så er jeg ladet op. Jeg er glad og veloplagt, jeg har overskud til sjove aktiviteter, og jeg kan være nærværende i de gode samtaler. Hvis jeg siger ja til for meget, forsvinder humøret, og jeg er forpint og irritabel, allerede når jeg ankommer. Det gavner ingen! Det har været en lang rejse at komme her til, og jeg øver mig stadig. Der er altid plads til forbedring.

Jeg ved, det kan lyde helt skørt, men i dag er jeg faktisk taknemmelig for, at mit liv tog den her drejning. Det har tvunget mig til at se alting i et andet lys. Jeg er bevidst om at få mest muligt ud af livet, og jeg leder efter noget at glædes over hver eneste dag. Hvis jeg træffer gode valg og økonomiserer min energi, kan jeg få rigtig mange skønne oplevelser fyldt på. Dem kan jeg efterfølgende lune mig ved på en grå dag, hvor smerterne raser lidt ekstra. Jeg elsker livet, og jeg prioriterer at suge mest mulig glæde og begejstring ud af det. Det er ikke til diskussion!

               “Du siger, du ikke har tid. Spørgsmålet er: Hvad vil du bruge din tid til?”