Et enkelt lille skridt

januar 30, 2019 2 Af Birgit Leth

 

Da jeg var hårdest ramt af min smertelidelse, kunne jeg praktisk taget ingenting. Jeg kunne ikke selv gå i bad, for jeg kunne ikke løfte armene over hovedet. Kunne ikke selv tage strømper på, for jeg kunne ikke bøje mig derned for min stive ryg og mit smertende bækken. Fik jeg strømperne knoklet på, var jeg fuldstændig ødelagt af smerter i mindst en time bagefter. Sådan var min hverdag.

Jeg glemmer aldrig den dag, jeg blev ringet op af visitationen. Jeg var indstillet til at få hjemmepleje. Jeg var 36 år! Nu sad jeg og talte med en fremmed, om at nogen skulle komme for at bade mig to gange om ugen. Det var rædselsfuldt! Jeg var kone og mor og selvstændig erhvervsdrivende, og nu var det nået her til. Og jeg var heldig. Damen i telefonen havde set mit cpr.nr., så hun havde en anden idé. Jeg kunne få en ergoterapeut tilknyttet. Hun kunne lære mig at gøre alting på en anden måde, så jeg, så vidt muligt, kunne klare hverdagen selv. Ja tak!

Det var grænseoverskridende at have en fremmed med i bad. Selvom jeg havde været vant til at gå i svømmehallen siden jeg var 3 år gammel, var det noget helt andet hjemme på mit eget badeværelse. Men hellere have en med for at hjælpe mig, end at have en fremmed til decideret at bade mig. Ergoterapeuten var sød og venlig. Hun hjalp mig med nærmest alt omkring hverdagens gøremål gennem 9 måneder. Hun gjorde en stor forskel. Jeg er dybt taknemmelig for at jeg fik det tilbud, og for at jeg tog imod det. Det handler om at finde viljen til at tage bare et enkelt lille skridt. For hver dag der gik, fik jeg lidt bedre greb om mit liv igen.

Jeg ved, jeg har sagt det før, og nu tillader jeg mig at sige det igen: Du skal ville have det godt. Eller bare en anelse bedre end du havde det i går. Du skal ville det! For det kræver vilje. Og udholdenhed. Og stædighed. Og så endnu mere vilje. Det er hårdt arbejde. Livskvalitet og trivsel kommer ikke af sig selv. Beklager. Men selvom det kan virke håbløst og næsten umuligt, er der altid et lille bitte skridt, du kan tage.

På et tidspunkt var mit skridt at gå en runde i haven sammen med hunden. Bare én runde. Efter x-antal dage gik det faktisk fint, og så kunne jeg gå en runde + en kvart. Jeg ved, at det i nogle menneskers ører kan lyde helt skørt, men sådan er virkeligheden, hvis man ligger helt der nede. Det gode ved at ligge helt ned er dog, at man kun kan komme én vej, og det er op.

Krop og psyke hænger utrolig tæt sammen. Ekstra tæt hvis man er ramt af kroniske smerter. Hjernen og nervesystemet “overreagerer” på alle de impulser, der kommer ind. Når jeg har ondt, bliver jeg drænet og træt. Det gør mig ked af det. Når jeg er trist, opleves smerten værre – og så kører den onde spiral. Heldigvis kan spiralen dreje begge veje. En lille ting som gør mig glad og løfter humøret blot en smule, får smerten til at fylde mindre. Der er altid et lille bitte skridt, vi kan tage.

Måske tænker du lige nu, at det er et håbløst projekt. At du ikke besidder viljen og styrken til at tage et nyt lille skridt hver dag, men selvfølgelig gør du det! En kvinde sagde engang til mig, at jeg besad en usædvanlig jernvilje, og at det at give op ikke var en mulighed for mig. Det har hun fuldstændig ret i. Og hvis du lige nu taber pusten bare ved tanken, så fortvivl ikke. Jeg har et utal af gange overbelastet, “overgjort” og knoklet for meget på, i min iver efter at rykke mig. Det er helt i den anden grøft, så lidt mindre jernvilje kan altså også gøre det.

Der er altid et enkelt lille skridt at tage. Og det fører dig altid et bedre sted hen. I dag kan jeg selv klare min hverdag. Jeg kan træne, og jeg kan have et socialt liv. Det troede jeg ikke ville ske, da jeg lå fladt ned og ingenting kunne. Jeg har stadig smertedage, som er hårde at komme igennem. Men der er længere mellem, og nu vælter de mig ikke. Selv på sådan en dag er der altid et lille bitte skridt, jeg kan tage, i en positiv retning. I dag kan det være at træde udenfor og gå en langsom tur rundt om huset. Luften er frisk og klar, og fuglene synger, så man skulle tro, det var forår. Det bliver man glad af, og så fylder smerten mindre. Tag blot ét lille skridt. Allerede i dag.

 

                        “En rejse på tusind mil begynder med et eneste skridt” (Lao Tze)