Få styr på tiden

januar 22, 2019 0 Af Birgit Leth

 

Det har taget mig mange år at indse, at jeg er nødt til at styre min tid. Da jeg blev tilkendt førtidspension, tænkte jeg: “Endelig. Nu får jeg fri. Nu kan jeg bare stå op om morgenen og mærke efter, hvad jeg har lyst til at lave i dag”. Sådan fungerer det bare ikke i virkeligheden. Ikke i mit liv i hvert fald. For jeg har jo netop stadig et liv, selvom det er på nogle andre præmisser. Det havde været et rigtig langt og opslidende sygedagpengeforløb, så jeg trængte absolut til at få fri. Jeg trængte også til at få overskud til at have et liv igen. Et socialt liv, hvor jeg også fik en masse glæder fyldt på.

Jeg har brugt mange år på at slås med at styre min tid. Selvom jeg har haft 8-10 år til at øve mig, er jeg ikke blevet helt god til det endnu. Jeg kommer stadig til at gå i den fælde, mange går i: Jeg kommer til at putte for meget ind i min kalender, og så rammes jeg af en gigantisk regning på smerte- og træthedskontoen bagefter. Der er naturligvis store begivenheder, som er en stor regning værd, men her taler jeg om dagligdagen.

Igen og igen har jeg lovet mig selv, at nu ville jeg styre min kalender og holde balance mellem aktivitet og hvile. Og igen og igen er jeg faldet i med et brag. Har overbrugt mig selv og bagefter ligget underdrejet i dagevis. “Af skade bliver man klog”, siges det. Tja… Så er jeg altså en smule langsom i optrækket på den her, må jeg indrømme.

I vejrudsigten så jeg en ung kvinde fra Djursland, som bygger sit eget hus. Hun lever sparsommeligt, nogen vil måske kalde det primitivt, og hun sagde noget meget vigtigt. Noget i stil med “Hver morgen kan jeg selv bestemme, hvad jeg vil lave den dag. Det er frihed for mig”. Jeg forstår så godt, hvad hun har på hjerte. Det er jo netop den frihed, jeg også gerne vil have. For mig kræver det altså bare noget arbejde at kunne komme der til.

Jeg har så ofte kigget i en overfyldt kalender og tænkt: “Jeg skal bare lige igennem den her uge, så bliver der luft”. Men det blev der så ikke alligevel, fordi jeg allerede havde fyldt noget nyt ind. Jeg bliver gnaven, træt og udkørt af det. Det slider, det stresser mig og det giver mig ekstra mange smerter. Det dur simpelthen ikke! Så nu prøver jeg en ny strategi.

Jeg laver huldage i min kalender på forhånd. Skraverede dage, så jeg tydeligt kan se, at den dag har jeg fri. Den dag kan jeg netop stå op om morgenen og helt frit bestemme, hvad jeg har lyst til at lave i dag. Den slags dage er fantastiske – og nødvendige! De lader mig op. De giver mig fornyet glæde og overskud. De giver mig lyst til igen at gå ud i verden, være social og skabe gode oplevelser. Flere af den slags dage, tak!

I går måtte jeg sige til en kær veninde, at jeg desværre ikke kan ses i uge 6. Den uge er nemlig booket op i kalenderen, med den mængde træning og aktivitet jeg normalt kan finde kræfter til. Der er kun skraverede huldage tilbage, og de er fredet til mig. Til ro og fordybelse. Til opladning. Til at tanke nye kræfter på batteriet. Til frihed. Det var hamrende svært at give hende den melding! Nøj, hvor var jeg fristet til at sige “Pyt, vi gør det alligevel”. Men jeg gjorde det ikke, og det var en rigtig god følelse! En sejr at stå fast på den nødvendige mig-tid. Det er nemlig kun hvis jeg overholder den, at jeg kan være den bedste udgave af mig selv. Og det vil jeg naturligvis gerne være.

Det er rigtig vigtigt for mig at kunne deltage i diverse arrangementer. Vigtigt at kunne mødes med mennesker jeg holder af og skabe gode stunder sammen. Det er dét, der fylder guld ind på livskvalitets-kontoen, og derfor er det så vigtigt. Jeg kan næsten det hele. Det skal bare fordeles rigtigt på timer og dage. Der skal også være en sikkerhedsmargin. Til dage med øget træthed, ekstra smerter eller uforudsete hændelser. En margin til de dage hvor jeg trænger til bare “at være”, for de dage har jeg selvfølgelig også.

Jeg har sat en kant for mig selv her i det nye år. Et loft for antallet af aftaler og arrangementer, og den nye strategi ser ud til at virke. Nu kommer jeg ikke til at sige ja til noget, fordi jeg har glemt at tjekke hvor meget andet der står i bogen i den uge. Jeg kommer ikke til bevidstløst at fylde aftaler ind, uden at tænke mig om først. Nu er det helt tydeligt for mig, om der er plads til en given aktivitet. Det er nemmere at sige nej, når jeg kan se en skravering sort på hvidt. Så bruger jeg ikke flere timer på en indre diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg alligevel lige kan klemme en ekstra kaffeaftale ind. Det kan jeg jo se, at jeg ikke kan.

Jeg vil gerne have endnu mere glæde og overskud i hverdagen. Og jeg vil gerne være nærværende og veloplagt, når jeg er sammen med de mennesker, jeg holder af. Jeg har også brug for den ekstra tid det kræver at lade op og “aflade” et smertestresset nervesystem. Hvis jeg skal kunne alt det, er balancen enormt vigtig. Der kan være mange veje til målet. For mig er det helt centralt at få styr på min tid.