Forelsket i jern

oktober 16, 2018 6 Af Birgit Leth

 

Jeg blev født i starten af 70’erne. Dengang vidste man ikke så meget om skoliose, som man gør i dag. Jeg var 3 år gammel, da det blev opdaget, at jeg har en knoglemæssig misdannelse. Jeg er født med 3 ryghvirvler for meget og et ekstra ribben. Min rygsøjle har form som et spejlvendt S, hvis man ser på mig bagfra eller fra min venstre side. Da det blev konstateret, blev mine forældre opfordret til at jeg skulle svømme, fordi svømning er en skånsom træningsform, som styrker alle kroppens muskler. Jeg har altid været glad for vand og svømning, men på et tidspunkt var det ikke længere nok. Min rygsøjle faldt mere sammen, og smerterne tog til. Sidste efterår kunne lægerne så bekræfte min egen formodning: Min skoliose var forværret. Alder, slid og den skæve belastning ned gennem kroppen har med årene sat sine spor.

Mange skoliosepatienter bliver opereret. Man retter rygsøjlen ud og sætter titaniumstænger ind for at holde den på plads. Den operation er desværre ikke en mulighed i mit tilfælde, så min rygsøjle er kun båret oppe af muskler. Det er derfor uhyre vigtigt, at jeg holder min ryg stærk. En veltrænet muskulatur er vejen til at holde mig oprejst og bevare min førlighed så længe som muligt. Det giver alt sammen rigtig god mening på tankeplan. – Man er bare dårligt hjulpet, hvis man ikke ved, hvordan man gør.

Da jeg kom hjem fra Montebello, skulle jeg fortsætte min træning på egen hånd. Jeg var blevet hjulpet i gang med at træne og havde fået en masse viden. Nu var det op til mig at omsætte den til handling. I dag ved man, at en skrøbelig ryg skal bruges og belastes, på rette vis, for at opbygge og opretholde styrke og smidighed. Det kræver teknik, kontrolleret belastning og fokus på stabilitet. Det er bare svært, når man er helt “blank” og aldrig har sat sine ben i et fitnesscenter! Jeg var klar over, at jeg måtte bede om hjælp. Jeg bad om hjælp hos min faste fysioterapeut, hvor der var mulighed for at træne på hold. Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter, og jeg hyrede en personlig træner til at hjælpe mig. Det har vist sig at være en af mit livs bedste investeringer i helbred og trivsel!

Jeg indrømmer gerne, at jeg i de første måneder følte mig direkte utilpas ved at være i centret. Jeg kæmpede med en forestilling om, at jeg var til grin. At andre tænkte “Hvad laver den halvgamle pukkelryggede kone dog her?” og lignende. Det var blot min egen usikkerhed, der talte, og jeg gav ikke op. Ja, det var svært. Ja, det var hårdt. Og det gjorde ondt. Men jeg blev ved! Nu føler jeg mig efterhånden tryg i min træning, og jeg har det fint med at opholde mig i centret. Jeg ved, at jeg ikke må træne mig ind i en ny akut smerte – men det må gerne “bide” godt undervejs, og jeg må gerne være øm bagefter. Jeg kan faktisk godt lide at være øm bagefter. Så ved jeg, at jeg har ydet en indsats.

Nu er det så et år siden, den her vilde rejse tog sin begyndelse. Og jeg har en tilståelse: Jeg er simpelthen blevet forelsket i at løfte jern! Bidt af en gal jernstang, som man siger på jysk. Den tunge og hårde styrketræning er lige mig. Jo tungere, jo bedre. Dødløft er min yndlingsdisciplin, og jeg kan mærke, at det gør mig godt. Uanset hvor stiv, øm eller træt jeg er i ryg og muskler, når jeg går hjemmefra, forsvinder det under min træning. Når jeg sveder, så det løber af mig, og pulsen hamrer hjertet helt op i halsen ved hvert løft, er jeg bare virkelig godt tilpas! Når jeg går hjem, har jeg langt færre smerter, fordi hormonsystemet har frigivet kroppens egen morfin, og jeg er høj i låget af endorfiner, der booster humøret. Jeg elsker det!

Træning er blevet en grundpille i min trivsel. Jeg kan ikke vurdere, om træning vil hjælpe alle. Jeg kan kun dele af mine personlige erfaringer, for træning hjælper i høj grad mig til en bedre hverdag. Færre smerter, mere overskud og et bedre humør – det er værd at slide for! Der er sket ufattelig meget på det seneste år, og jeg er spændt på at se, hvor det næste år med træning vil tage mig hen. Det kan kun tiden vise. Lige nu glæder jeg mig bare inderligt over, at jeg kom afsted og blev hjulpet i gang. Jeg nyder afkastet af min investering i kvalificeret hjælp til at fortsætte min træning. Og så smiler jeg bredt, når jeg går træt hjem fra centret, med tilfredshed og velbehag brusende i kroppen. Det er næsten som at fejre en ny fødselsdag.

På billedet her løfter jeg 60 kg. Min rekord indtil videre – og en kæmpe personlig sejr! Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive muligt.