Gaven til mig

november 21, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Om få dage er det 1 år siden, jeg for alvor startede min træningsrejse efter opholdet på Montebello. På mange måder er det svært at forstå, der er gået et helt år, men der er sket vildt meget på den tid! Visheden om at jeg nærmer mig årsdagen, giver selvfølgelig også anledning til at gøre status. Dengang valgte jeg at investere i et 9 måneders forløb med en personlig træner. En vigtig investering, som jeg er inderligt glad for, jeg prioriterede.

Nu er det så nærmest en ny fødselsdag. Et år er gået, og svimlende mange kilo jern er løftet, trukket og flyttet! Det er en virkelig god følelse. Jeg burde huje, heppe og fejre min egen præstation, og det gør jeg også ind i mellem. Men det er ikke kun “guld og glimmer” for mig at runde den her årsdag. Der er stadig ting, jeg slås med, og en side af mig selv, der nægter at holde inde, selvom jeg prøver på at drukne den i begejstring.

Inde i mig bor en ihærdig stræber. En stædig indpisker og en perfektionist. Det er hende med skærebrænderstemmen. Hende der altid vil præstere “hurtigere, højere og længere”, før det er godt nok. Ligegyldig hvor meget tilfredshed og begejstring jeg stopper ned i halsen på hende, tier hun ikke stille af den grund. Hun er nemlig styret af frygt: Frygten for at falde igennem. At glide tilbage og tabe det hele på gulvet. Frygten for at fejle. Frygten for ikke at være god nok!

Jeg har set tilbage på det år, der er gået. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne komme så langt! Men det er et faktum. Jeg står her jo – og jeg kan hver dag se og mærke, hvad jeg har opnået gennem min træning. Både jeg og de mennesker, der er tæt på mig, ved, at det ikke er noget, jeg er kommet sovende til. Det har kostet blod, sved og tårer! Og det har været hele rejsen værd! Det er lykkedes mig at opbygge mere muskelmasse. Min rygsøjle kan ikke rettes op, men jeg har fået en mere rank holdning. Jeg har opnået langt mere styrke i hele kroppen og et bedre funktionsniveau i hverdagen. Vigtigst af alt har jeg sænket mit smerteniveau. Siden april har jeg skåret min morfindosis ned til en tredjedel. En tredjedel! Så burde indpiskeren jo tie stille – men så enkelt er det bare ikke.

Jeg er nødt til at acceptere, at hun er der. Hun vil altid være der, for hun er en del af mig. Så i stedet for at kæmpe mod hende, har jeg besluttet mig for at samarbejde med hende. Anerkende hende for at hun vil mig det bedste, og at hun nogle gange er god at have, men at hendes metoder ikke altid er at foretrække. Hun er den del af mig, der let kan komme til at knokle og forcere ting. Det vil jeg ikke mere. Jeg har lagt en ny strategi.

Jeg har givet mig selv en gave i anledning af årsdagen: Jeg har købt et nyt forløb med min træner. Denne gang blot et kort et af slagsen. Jeg har brug for hjælp til den videre udvikling. Jeg vil sikre mig, at der er progression. At min krop stadig bliver udfordret, for jeg er klar til et nyt niveau. Jeg har også brug for sparring til at tøjle frygten, og for redskaber til at bruge min indpisker konstruktivt. Jeg er normalt meget dårlig til at bede om hjælp, men nu gør jeg det – igen.

Jeg har rigtig meget at fejre på den her årsdag! Taknemmeligheden over at jeg kom afsted til Montebello, og den forskel det har gjort. Glæden over at jeg holdt fast i træningen, da jeg kom hjem, selvom det var svært. Min begejstring over de mærkbare resultater jeg har skabt på 1 år. Og jeg har lært en vigtig lektie: Det er ikke en svaghed at bede om hjælp – det er en styrke!

Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år og til at tage min træning til et nyt niveau. Igen med den rette hjælp og i en fin balance mellem aktivitet og hvile, så jeg stadig kan have det godt. Jeg er spændt på, hvad status er til den næste årsdag. Det må tiden vise. Nu vil jeg blot kaste mig over det nye med lutter begejstring. Jeg ved, det bliver hårdt. Jeg ved, der kommer svære dage, tudedage og trætte dage. Men jeg er sikker på, at det også bliver fantastisk! Og når min indpisker råber for højt, og jeg bilder mig ind, at jeg falder igennem, vil jeg tage mig selv i hånden og huske et motto fra Montebello:

                                                           “Hey, you’ll be okay”