Grænseoverskridende? Åh ja..!

september 30, 2018 9 Af Birgit Leth

Denne sommer var jeg for første gang på ferie i Harzen. En rigtig god oplevelse, som kan anbefales, hvis man holder af ro og smuk natur. En af feriens store oplevelser var at kæmpe mig op på Wolfswarte; et udsigtspunkt i 916 meters højde. Der stod jeg så og listede mig langsomt længere og længere ud på kanten for at kunne nyde udsigten mest muligt. Var det grænseoverskridende? Ja! Og benene rystede en smule under mig. – Jeg ville bare så gerne have lidt mere med. Sådan har jeg det også med livet. Jeg vil så gerne have lidt mere med. Men sådan har det ikke altid været.

For 10 år siden blev jeg kronisk smertepatient. Det fik hele mit liv og mit selvbillede til at krakelere. Kroppen lukkede ned bid for bid, og jeg kunne ikke længere det, jeg havde kunnet før. Smerterne var enerverende, trætheden var enorm, og jeg havde det nærmest som om alt liv var ved at blive suget ud af mig. På de bedste dage havde jeg et lille håb om lindring. På de værste dage havde jeg bare lyst til at give op og blive under dynen. Min kroniske smertetilstand blev starten på en lang rejse gennem forskellige nuancer af sorg, frustration, vrede og afmagt, afløst af apati, ligegyldighed og meget andet, før jeg langt om længe begyndte at komme ud på den anden side og kunne mærke, at håb og livslyst igen begynde at kigge frem fra mørket.

Da jeg stod der, midt i mit livs hidtil største udfordring, og ikke anede mine levende råd, ville jeg have givet meget for at have haft nogen at spejle mig i. Nogen der var i øjenhøjde og som selv “havde gået vejen”. Nogen jeg kunne suge viden fra, om mulige skridt at tage, og et sted hvor jeg kunne hente inspiration fra andres erfaringer. Det kunne jeg desværre ikke finde.

Der er sket meget siden dengang, og i dag har jeg et helt andet liv. Det er lykkedes mig at finde en vej til bedre livskvalitet. En vej til glæde og begejstring og en meningsfyldt hverdag – på trods af mine fysiske udfordringer, de kroniske smerter og hvad der ellers følger med. Jeg jagter lyspunkter og gode oplevelser, der får sindet og humøret til at boble, og jeg træner for at holde min krop i så god form til livet, som muligt. Jeg er dybt taknemmelig for at være kommet her til, og derfor har jeg nu valgt at dele ud af tips, tanker og erfaringer fra min rejse i livet. Er det grænseoverskridende? Åh ja..! Men jeg gør det alligevel! Det er mit håb, at du, som læser med, vil føle dig mødt i øjenhøjde, og at du vil kunne suge nyttig viden og inspiration fra mine indlæg her på siden.

Jeg ved af erfaring, at det er muligt at kæmpe sig op på toppen, hvor man kan nyde udsigten og “få sus i skørterne”, selvom vi hver især har vores udfordringer at slås med.

Velkommen til!