Hvilken rolle sidder du fast i?

november 15, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Vi har alle sammen roller. På arbejdspladsen. I familien. I vores nære relationer og mange andre steder. Nogle af rollerne har vi selv valgt. Det har været naturligt for os at tage en bestemt position, for eksempel i arbejdsmæssig sammenhæng. Nogle roller har vi fået tildelt. Måske uden at vide det, fordi det er sket ganske gradvist. Det gør ikke noget, så længe det er roller, vi trives i.

Forleden var jeg i biografen. Jeg så en hyggelig komedie. En film, jeg ikke havde forventet så megen dybde i. Alligevel fik den mig til at reflektere over netop det her med vores roller. For der er også roller, vi absolut ikke har lyst til at have. I vores relationer til andre mennesker kan vi langsomt blive sat ind i en bestemt kasse, som slet ikke var den, vi ønskede. Men der er også de roller, vi – uden at ville det – kommer til at låse os selv fast i.

Når livet vendes helt på hovedet og alting ramler, starter vi på bar bund. Da jeg blev syg, blev tæppet revet fuldstændig væk under mig. Jeg var selvstændig med en blomstrende virksomhed, og jeg var glad for mit arbejdsliv. Nu lå jeg så der. Min identitet var taget fra mig, og jeg vidste dårligt, hvem jeg selv var. Næsten alle de velkendte roller var revet væk, og jeg skulle starte helt forfra. Sorgen over tabet af min identitet sendte mig direkte ned i et sort hul! Og jeg ved, at mange andre oplever det præcis lige sådan, når livet slår en kolbøtte. Der er lang vej op!

Turen gennem sorgen er barsk, men nødvendig. Først derefter er vi klar til at tage nye skridt og skabe en ny identitet. Der er blot det ved det, at det er en lang rejse, som måske strækker sig over år. Undervejs kan vi komme til at sætte os selv ind i en kasse, på godt og ondt. Godt, fordi det kan hjælpe os til at finde ståsted i et nyt selvbillede. Ondt, fordi det kan være hundesvært at bryde ud af den kasse igen på et senere tidspunkt. Måske kan mennesker i vores netværk godt slippe det billede af os. Men det kan være vanskeligt for os selv. Jeg ved det, for jeg har været der!

Vi kan så nemt komme til at begrænse os selv. Tænke på os selv på en helt bestemt måde, og dermed også komme til at “leve op til” den rolle, selvom vi slet ikke ønsker at have den mere. Rollen som “Hende med smerterne”, “Ham med ulykken”, “Hende med skoliosen”, “Ham med stress”, “Hende den søde” eller “Hende den syge, hvor der er særlige hensyn at tage”. Bevares, alt det er vi måske også. Men vi er  meget mere end det!

Det seneste år har været en vild rejse for mig. Både fysisk, mentalt og personligt. Jeg har sprængt mange kasser på det år. Det er lykkedes mig at bryde ud af en hel del gamle roller. I det år har jeg lært, at det ofte er mig, der sætter mig ind i en kasse. Det er mig, der tror og forventer, at andre ser mig som “Hende den syge” –  eller måske er det sådan, jeg ser mig selv. Derfor starter forandringen også hos mig.

Jeg øver mig i at udfordre mig selv. At stille spørgsmålstegn ved de begrænsende roller, jeg selv har skabt. Jeg prøver at gentænke, når jeg får en indskydelse om, at “jeg er sådan en som…” eller “jeg kan jo ikke…”. For måske er det slet ikke sandheden? På et tidspunkt var jeg hende den syge. I en lang periode lå jeg fladt ned og kunne nærmest ingenting. Jeg kunne ikke engang selv vaske mit hår, for jeg kunne ikke løfte mine arme op over hovedet! Sådan er det heldigvis ikke mere.

Jeg har valgt at tage nye skridt. Besluttet mig for at mønstre det nødvendige mod til at udfordre mig selv. Jeg har vovet at stikke tæerne ud af den stramme kasse, jeg havde sat mig selv ind i. Og indrømmet: Det har ikke kun været en fest. Af og til har jeg følt, at jeg sprang ud fra 10-meter vippen, uden at vide om der var vand i bassinet! Og jeg har kæmpet! Det er hårdt arbejde at træde ud på gyngende grund, når man i forvejen er udfordret på flere områder. Men det har været det hele værd – og jeg er stadig på vej!

Og ja; Jeg er hende med skoliosen, hende den syge og hende med de kroniske smerter, som nogle gange for alvor viser tænder. Jeg er bare også rigtig meget andet end det! Jeg er også livsglad. Jeg er også stærk. Og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk også er modig. Hvis jeg tør udfordre mit eget billede af, hvad jeg kan, bliver jeg ofte bekræftet i, at jeg kan langt mere, end jeg troede. Det giver mig lyst til at udfordre endnu flere af de roller, jeg er kommet til at give mig selv. Jeg ved, der er roller, det er særlig svært at bryde ud af. Nogle af dem har jeg sprængt. Andre har jeg stadig. Jeg ved, det er en lang rejse af bitte små skridt. Rom blev, som bekendt, ikke bygget på en dag. Men jeg er på vej, og det er en god følelse!

Vi har alle sammen roller. Også de roller, vi ikke (længere) trives i eller har lyst til at have. Måske er det på tide at nuancere billedet? At stikke tæerne udenfor den stramme kasse af “Hende der med smerterne”, “Ham med stress” eller hvad din kasse nu hedder? Det er angstprovokerende, og det sker ikke over en nat – men det kan lade sig gøre.

Jeg håber, du finder modet til at udfordre nogle af dine roller. Hvilken rolle sidder du fast i?