Ingen sagde, det her var nemt

oktober 12, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Når man bliver kronisk syg, slår verden en kolbøtte. Livet, som man kender det, er forandret for altid. Det lyder meget dramatisk – og det er det også. Tæppet bliver revet væk under dig. Alt hvad du har kendt til; arbejdsliv, familieliv, socialt liv og din hverdag bliver vendt på hovedet. Alt skal gentænkes, og et nyt liv skal bygges op. Det, der før var en selvfølge, er ikke længere muligt. Eller måske tager det den dobbelte tid. For mange er eksistensgrundlaget også forsvundet, fordi arbejdsevnen svigter. Man må starte helt forfra. Som et lille barn, der tager de første vaklende skridt ud i verden. Sådan var det også for mig.

Det var svært for mig at indse, at her var der noget, jeg ikke kunne klare selv. Uanset hvor meget jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke knække koden. Jeg hev og sled med alverdens forsøg, men jeg blev ved med at løbe panden mod en mur. Jeg kan se i dag, at jeg var alt for længe om at bede om hjælp. Og da nogen fik mig til at indse, at der måtte hjælp til, blev jeg så skuffet! Jeg håbede, at nogen kunne give mig nøglen til det bedste liv på de nye betingelser. At nogen kunne vise mig en genvej. Sådan var det bare slet ikke. Der var hjælp at få, men ingen hurtige fix. Jeg skulle selv gå vejen.

Måske står du også der, hvor livet har slået en kolbøtte. Måske skal du også finde dine ben og dig selv påny. Måske håber du også, at nogen lige kan stikke dig nøglen, så du kan komme videre. Så bliver jeg nødt til at skuffe dig. Der er nemlig slet ikke tale om én nøgle. Der er brug for et helt bundt af nøgler, som du selv skal ud at samle ind. Det, der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Men du må meget gerne låne mine nøgler. Jeg deler gerne mine erfaringer med, hvad der virker for mig. Måske kan min viden og mine nøgler inspirere dig til at finde dine egne.

Jeg fandt ud af, at tålmodighed er en svær øvelse. Det tog tid at prøve mig frem. Lang tid! Og jeg var ikke god til det. Jeg har altid sat en ære i at være dygtig, både i skolen og i mit arbejdsliv. Men her var der noget, jeg ikke var dygtig til. Efter en tid fik jeg dog rejst mig op. Jeg tog de første usikre skridt ud ad den nye livsvej. Så snublede jeg – og faldt!

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg er faldet. Og jeg falder stadig af og til. Så må jeg rejse mig igen, finde balancen og gøre et nyt forsøg. Jeg taber nogle gange en nøgle, som jeg må et par skridt tilbage for at genfinde. Men det er okay. Jeg holder stædigt fast i glæden og troen på, at jeg kan! Det er min vigtigste nøgle! – Man skal kravle, før man kan gå, siges det jo… Det handler ikke om, at du ikke må falde. Hvis du sætter dig det mål, har du tabt på forhånd. At falde kommer du til. Og mange gange! Det afgørende er ikke, hvornår eller hvor ofte, du falder. Det afgørende er, at du rejser dig igen!

Det er muligt at finde en ny vej, når verden er væltet, og kroppen har klodset bremsen. Det er muligt at finde de nøgler, der åbner døren ind til fornyet glæde og livskvalitet. Det er muligt at finde balancen, så du kan tage sikre skridt hen imod en meningsfyldt hverdag, selvom du har udfordringer at slås med. Det gælder om at få det bedst mulige liv på de betingelser, du har nu. Og nej; Ingen sagde, det her var nemt – men jeg lover dig, at det er muligt.