Jeg var punkteret

februar 27, 2019 0 Af Birgit Leth

 

I år blev februar en måned, der bare flød forbi mig. 16 dages feberinfluenza slog mig helt ud af spillet, og kalenderen måtte ryddes. Jeg var ærgerlig og sur. Havde også en smule ondt af mig selv undervejs. Jeg gik glip af gode og opløftende arrangementer og aftaler, som jeg havde glædet mig til. Jeg er meget dårlig til at være syg, for jeg bliver hurtigt utålmodig. Derfor satte jeg, af gammel vane, også i gang midt i forløbet – og blev slået hårdt tilbage. Undervejs begyndte der dog at ske noget i mig, og her bagefter kan jeg endda se nogle gaver i det lange sygdomsforløb.

Efter halvanden uges tid begyndte jeg at slappe mere af. Begyndte at acceptere at det trak ud, og at kroppen ikke var klar. Det er tankevækkende, hvor meget vi kan forhale sunde og normale processer, ved at forcere, stresse og presse på. En disciplin jeg i rigtig mange år har været verdensmester i, så den er svær at aflære! Da jeg gav slip på tankerne om at komme i gang, kunne jeg dog tydeligt mærke, at kroppen faldt til ro. Jeg blev afslappet, og dér blev der plads til ressourcetanker.

Jeg tror på, at der altid ligger nogle gaver og en sund læring til os, når vi bliver bremset. Det er bare ikke altid, vi kan se det, mens vi står i det. De sidste dage i forløbet og i dagene efter begyndte de gode erkendelser at lande.

Det blev tydeligt for mig, hvor vigtig min træning er. Jeg sad i min lænestol og længtes efter at bruge kroppen. Så meget at jeg helt konkret kunne mærke det. Det var ikke længere min indpisker, der stressede og malede frygtscenarier op. Det var en fysisk længsel i alle muskler. Nu, hvor jeg endelig er helt frisk og i gang igen, er der så et lille stykke op. Jeg har selvfølgelig tabt lidt styrke ved at være syg så længe. – Men til forskel fra tidligere, har jeg ro med det. Det er en meget speciel oplevelse. På den gode måde! Jeg kan mærke, hvor hurtigt mine muskler er klar på at arbejde igen. Som om kroppen selv kender vejen. Derfor har jeg tillid til, at jeg om kort tid er tilbage på niveau.

De mange dage, hvor jeg kun lå ned eller sad i en stol, var også en påmindelse i sig selv. Engang var mit liv sådan hver dag! Engang var det normalen, at jeg altid var sat ud af spillet og ikke kunne noget. At jeg var så smerteplaget, at jeg ikke kunne holde ud at ligge i min seng i mere end 2 timer ad gangen. Den tanke minder mig om virkelig at påskønne mine gode dage! At huske at være dybt taknemmelig for, at jeg nu kan stå op hver dag og have det godt. At der er uger og måneder imellem, at jeg må tage en dag i en stol. At jeg nu nærmest kun er slået til hjørne, hvis jeg er syg. Det er jo fantastisk!

Det har været sundt nok for mig at blive bremset. Sundt at blive mindet om at livet også ligger i pauserne. Blive mindet om at vi ikke kan kontrollere alting med hoved og to-do lister. Der vil altid ske noget, vi ikke havde forudset og planlagt – og det er helt i sin orden. Det var godt for mig at blive tvunget til at “overgive” mig og flyde med i livet uden styring og kontrol. Og det var særligt sundt for mig at blive mindet om, at det ikke er en selvfølge, at jeg kan stå op om morgenen og have det godt!

Således blev februar altså en måned, der nærmest bare flød forbi mig. Men også en måned med rigtig gode erkendelser, som giver fornyet gejst fremadrettet. Jeg glæder mig inderligt over, at jeg helt grundlæggende har det godt. At jeg har trænet mig op til en grundform, som ikke bliver ødelagt af 16 dages influenza. Selvom det tager lidt tid at komme helt på niveau igen, er mit udgangspunkt ret godt, og kroppen arbejder velvilligt med. Jeg var jo bare punkteret – jeg var ikke gået i stå.

Må det blive et fantastisk forår!