Kroppen er klog

december 11, 2018 1 Af Birgit Leth

 

Vi har alle sammen både styrker og svagheder. Styrkerne hylder vi, det skal vi naturligvis også, men svaghederne taler vi sjældent højt om. I dag vil jeg være hudløs ærlig og sætte ord på en af mine store svagheder. Det er der, den vigtige læring ligger.

Jeg husker tydeligt, da jeg som ganske ung tog kørekort. Min kørelærer så på mig og sagde med et smil: “Når du gør noget, så gør du det 100 procent”. Det var ment som en kompliment, og langt hen ad vejen er fightervilje og et glødende engagement også en god egenskab at have. Men.. Til tider er det en hæmsko! Jeg kommer til at spænde ben for mig selv og sabotere gode processer, fordi jeg presser for hårdt på. Det er jeg igen blevet mindet om.

Jeg har knoklet med min træning. Jeg vil så gerne være “dygtig”. Vil gerne præstere hårdere og tungere for at blive stærkere i en fart. Jeg kan presse utrolig meget igennem med viljens magt, og så glemmer jeg, at kroppen skal have tid til at følge med. Jeg kan komme til at lukke af for smertesignaler, og overhøre hvad kroppen fortæller mig, fordi jeg styrer med hovedet.

Det fysiske plan arbejder meget langsommere end det mentale. Det tror jeg, vi alle kender til. Vi kan tænke os til et mål og lægge en struktureret plan at gå efter. Det tager blot meget længere tid at føre planen ud i praksis, end det gjorde at tilrettelægge den i hovedet. Og vejen derhen går aldrig i en lige linje. Den konflikt står jeg jævnligt i. Jeg “glemmer” simpelthen at få det fysiske med. Glemmer at det er en proces, og at der vil være sving undervejs. Således også denne gang.

I mit hoved har jeg tænkt, at jeg vil skrue op for min træning. Både hyppighed og belastning – naturligvis på en og samme tid – for sådan er jeg jo. Det gik godt i et stykke tid. Så begyndte mine albuer at “råbe”. Jeg har smerter mange steder i kroppen hver eneste dag, men jeg har aldrig før mærket smerter i mine albuer. Jeg var et stort spørgsmålstegn. I vanlig stil valgte jeg at overhøre dem og fortsat køre på. Det var nok ikke “noget”. Det eneste jeg fik ud af det var, naturligvis, at smerterne råbte højere og højere.

Min fysioterapeut konstaterede tørt, at jeg nok havde været lidt for hård ved min krop. Hun rådgav mig omkring at skrue ned for intensiteten for en tid, og det har også hjulpet. Blot ikke nok, efter min mening. I går var jeg så heldig, at en kær veninde blidt sagde til mig: “Måske handler det helt bogstaveligt om, at du skal give dig selv noget mere albuerum?”. Og lige dér var der nogle brikker, der faldt på plads for mig.

Når jeg vil kontrollere alt via min vilje og mine tanker, siger kroppen fra. Det skal den gøre! Det er en fuldstændig sund og naturlig reaktion. Kroppen er klog! Den bærer mig gennem alt i livet, og selvom jeg tror, jeg kan tænke mig til alting, ved kroppen ofte bedst. Jeg glemmer det bare i min iver efter at præstere. – Et ældgammelt mønster, som er en af mine største svagheder. Sådan er det. Det må jeg stå ved. Jeg er også “kun” et menneske.

Jeg må erkende, at jeg nok aldrig slipper af med præstations-dyret i mig. Hun er så stærk en del af min personlighed, at jeg tror, hun altid vil være der. Jeg må bare op på hesten igen og endnu en gang øve mig i at tøjle hende lidt. Det kan ikke nytte, at jeg vil tilrettelægge alt med mit hoved og min rigide struktur. At jeg beslutter, at jeg skal træne den og den dag, på den og den måde og så og så meget, for at det er godt nok. Når jeg gør det, glemmer jeg at mærke efter, hvordan jeg har det, og hvad kroppen kan holde til eller har brug for den dag. Det er ikke godt for mig!

Jeg tror, det her bliver en livslang øvelse. Jeg ved, at hvis jeg lytter til kroppen og gebærder mig fornuftigt, kan jeg have det rigtig godt – med de smerter, der også hører mit liv og min hverdag til. Men når jeg knokler og presser på, glider jeg i svinget. Nu står den på mere albuerum til mig selv. Mere tillid til at jeg gør det godt nok, selvom jeg træder et skridt tilbage og nænsomt mærker efter. Jeg ved, jeg kommer længst ved at lytte til kroppen og kun presse den det, den kan klare. For mig er det bare lettere sagt end gjort!

Ting tager tid, og fysikken skal kunne følge med. Kroppen husker de kampe, mit hoved har glemt, og råber vagt i gevær når jeg gentager en dårlig strategi. Det er i virkeligheden en gave, som jeg vil tage imod med taknemmelighed. Kroppen er klog.