Når tingene lykkes

december 17, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Mange af os har ekstra travlt i den her tid. Julen nærmer sig, og der er mange ekstra gøremål ud over den almindelige hverdag. Sådan er det naturligvis også for mig. Selvom jeg ikke arbejder, har jeg jo også en hverdag med ting at passe. Det kan være svært at mønstre overskud til alt det ekstra. I går var en af de dage, hvor det lykkedes.

Da jeg stod op, var jeg træt. En af de der dage, der starter lidt tungt. Heldigvis huskede jeg de gode “regler” netop i går. Jeg tog mig god tid fra morgenen. Lod kroppen komme roligt i gang. Jeg satte mig små og overskuelige mål – ét ad gangen. Jeg besluttede, at hvis jeg bare fik juletræet ind og fik det sat på fod, var dagen en succes. Det fik jeg. Bagefter hvilede jeg lidt over frokosten. Pausen gav mig fornyet energi, så jeg besluttede, at hvis jeg fik lyskæden sat på, var det fint. Små skridt. “Del arbejdet op i spiselige bidder”. Det måtte være mit motto for dagen.

Jeg har altid været dårlig til at bede om hjælp. Hvorfor ved jeg ikke, men det blev ikke nemmere for mig, da jeg blev kronisk smertepatient. Måske fordi det prikkede til min egen følelse af at være svag. Jeg har også været rigtig dårlig til at modtage hjælp, selvom mine nære ofte har tilbudt den. Men i går bad jeg om hjælp. Jeg bad kære familiemedlemmer om hjælp med indkøb til julen. Jeg gik til og fra flere gange, før jeg fik sms’en sendt, men jeg gjorde det. Og jeg fik hjælp. Det var slet ikke noget ekstra eller nogen ulejlighed for dem. De skulle alligevel selv handle i går. Hvor er det dog fjollet, at vi ofte kvier os sådan ved at bede andre om en håndsrækning.

Da jeg kom hjem efter indkøb med hjælp – og samtidig en snak og et par gode grin – havde min energi faktisk fået et løft i stedet for det modsatte. Jeg fandt kræfter til at få juletræet pyntet helt færdigt. Nu står det her i min stue og stråler, og duften af gran begynder at brede sig.

Var jeg træt efter sådan en dag? Ja, for pokker da! Jeg måtte også gå tidligt i seng. Kroppen var brugt, jeg var stiv i ryg og nakke og havde hovedpine. Men jeg var samtidig opløftet og glad. I går var en af de gode dage, hvor jeg fik de ekstra gøremål splittet op i bidder. Jeg bad om hjælp, jeg tog imod den, og det var okay.

Vi skal ikke være så bange for at bede om hjælp. Det gør os ikke automatisk svage og ynkelige. Jeg sætter en ære i at gøre alt det jeg kan selv, men alle kan jo få brug for hjælp. Vi skal ikke være så bange for at være til ulejlighed. Vi er nødt til at stole på, at andre mennesker kan sige “ja” eller “nej” på egne vegne. Og siger de “ja”, må vi stole på, at de mener det.

I går blev en rigtig god dag. En af de dage hvor tingene lykkes. Ikke af sig selv, men fordi jeg var bevidst om at få krop og hoved til at arbejde sammen.  Jeg tog de nødvendige hensyn til kroppen og energiniveauet, og jeg tillod mig at bede om hjælp til det, der kneb for mig. Julen er rykket nærmere, og flere gøremål er streget fra listen. Jeg fik meget mere udrettet i løbet af søndagen, end jeg havde drømt om, da jeg stod op.

Den slags dage samler jeg på! Jeg får meget bedre dage, når jeg accepterer, at jeg ikke (længere) kan ordne 12-14 ting i et snuptag. Når jeg disponerer energien rigtigt og holder pauser mellem aktiviteterne. Det giver tilfredshed på udrettelses-kontoen, og det giver i høj grad plus på min menneskelige konto: Mere glæde, mere overskud – mere ud af dagen!

Jeg var boblende glad, da jeg lagde mit trætte hoved på puden i går aftes. Dagens sidste tanke var: “Yes! Sådan skulle dén søndag skæres!”. Hvor er det skønt, når tingene lykkes!