Nu går jeg selv

Nu går jeg selv

oktober 9, 2019 0 Af Birgit Leth

Når livet vælter, og alting bliver vendt på hovedet, er vi dybt afhængige af systemet. Sundhedsvæsen, kommune og andre. Afhængige fordi alting er nyt, ukendt og svært, og vi har brug for hjælp til at finde en ny vej i livet. Hjælp til at lære symptomer og kroppens fremmedartede signaler at kende. Først når vi kender dem bedre, kan vi begynde at finde nye og individuelle veje.

Jeg har været i den proces længe. Der sker hele tiden noget nyt. Hver gang jeg tror, jeg har fundet en stabil og varig platform at stå på, forandres tingene påny. De seneste år har forandringerne heldigvis været positive. Der er sket nye og gode ting med min krop og min smertelidelse. Jeg har været på Montebello, har trænet videre efterfølgende, og jeg har haft fysioterapeuter og en personlig træner til at hjælpe mig. Igen en ny vej at udforske. Nye reaktioner i kroppen og nye følelser og refleksioner.

Jeg bliver testet for tiden

Lige nu er jeg i en lidt svær periode. Og samtidig en helt fantastisk og dejlig periode. Jeg har besluttet mig for at tage nye skridt. Løfte min træning til et nyt niveau og arbejde videre. Hårdere og tungere, for at blive stærkere. Og det koster! Det kræver øget fokus. Ikke bare på selve træningen, men også på kost, søvn, hverdagsrytme og weekendaktiviteter. Nærmest på alt i min tilværelse. Jeg nyder at være i en ny udvikling – og jeg afskyr det også af og til. Fordi det er så pokkers hårdt nogle gange! Samtidig bringer det mig hele tiden til nye skridt og og en dybere indsigt i både livet og mig selv. Det elsker jeg!

Det kræver rigtig meget energi både fysisk og mentalt at begynde at skrue på nogle knapper. Kroppen reagerer. Reaktioner jeg er nødt til at have fokus på, så jeg får mærket efter hvad der er muskelømhed, fordi jeg udfordrer kroppen på den sunde måde. – Og hvad der er udtrætning, fordi jeg presser citronen, og kroppen har brug for restitution. Jeg reagerer også mentalt. Nogle dage er jeg opløftet og flyver glad og boblende gennem dagen. Andre dage er jeg nedstemt og grådlabil. De nye tanker og følelser skal lande i mig. Der er forandringsprocesser der skal fordøjes, og det får humør og overskud til at svinge en del.

Det er alt sammen fuldstændig forventeligt og normalt. Jeg kender turen, for jeg har gjort det før, men det bliver det ikke mindre hårdt af. Hver gang tror jeg, at jeg denne gang glider let igennem, fordi jeg ved, at det “bare” er en forandringsrejse, jeg har sat i gang. Og hver gang bliver jeg overrasket, over at de skiftende udsving stadig kan “få” mig. Stadig kan lægge mig ned humørmæssigt på en følsom dag. Det hører bare med – og gevinsterne er det hele værd!

Nu tør jeg gå selv

De første år som smertepatient havde jeg brug for utrolig megen støtte. Jeg var bange for det ukendte, der skete i min krop. Jeg blev helt slået ud, når følelserne sad udenpå tøjet, og jeg blev bange for at en depression kunne vælte ind over mig. Jeg var hamrende usikker og havde brug for læge, psykolog og andre at støtte mig til. Steder hvor jeg kunne læsse de ting af, jeg oplevede, og blive beroliget og bekræftet i, at der ikke var fare på færde.

Nu går jeg selv. Jeg øver mig hver dag i at stå fast. At være min egen autoritet. At turde mærke og være med alt det, der dukker op, også på de hårde dage. Jeg har hyret min personlige træner igen. For et helt år! Jeg ved, at det her er den rigtige vej for mig. Også når det gør ondt, når kroppen bliver udtrættet, eller når følelserne sidder helt udenpå tøjet. For hulan, det kan være møghårdt ind imellem! Men til forskel fra for bare få år siden, får jeg ikke længere tanken om at give op på det. Nu ved jeg, at de dage er naturlige og nødvendige trin på vejen mod forandring. Jeg kan mærke, at jeg helt grundlæggende har det rigtig godt.

Det er min vej

Der kan være mange mennesker omkring os, som ikke helt forstår, hvad vi har gang i. Der er også mennesker omkring mig, som har svært ved at forholde sig til, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Hvorfor det er vigtigt for mig at skrue op for min træning, når det nu i udgangspunktet gik fint, der hvor jeg var. Det er helt i orden. Jeg har ikke længere det samme behov for, at folk omkring mig forstår, hvilken rejse jeg er på. Det er nemlig ikke deres – det er min.

Det har taget mig ti år at komme her til. Ti år, en masse hårdt arbejde og mange op- og nedture! Men nu er jeg her. Endelig har jeg følelsen, helt ind i hjertet, af at det er mig, der har magten over mit liv. Ikke smerterne. Ikke trætheden. Ikke følelserne udenpå tøjet. Jeg er ikke længere offer for en smertelidelse. Jeg lever med den – og jeg tager det fulde ansvar for at finde den bedste vej fremad i det.

Jeg står stærkt i det jeg kan mærke, er min rette vej til det bedste liv på de her præmisser. Gid du må stå stærkt på den vej, der er din.