Så slap dog lidt af!

 

Jeg har altid løbet stærkt. Haft mange bolde i luften. Ideer, projekter og mål. Jeg blev “høj” på at alting gik lidt stærkt. Jeg havde en glubende livsappetit. Ville gerne suge det hele ind. Ville altid have lidt mere med. Da jeg blev kronisk smertepatient, stod jeg så der. Kroppen ville ikke være med mere. Jeg kunne ikke længere, med viljens magt, tvinge den til at adlyde. Jeg sled med en overvældende træthed. Jeg blev ør i hovedet, så jeg til tider knapt kunne tænke. Det var frustrerende ud over alle grænser! Det var også et tab af identitet, for hvem var jeg, hvis jeg ikke længere kunne løbe stærkt? Jeg trådte ud på en ny og ukendt vej. En vej, hvor jeg skulle lære den rette balance mellem aktivitet og hvile. Lære at bringe balance i et energiregnskab med indtægter og udgifter. Jeg anede blot ikke hvordan. Jeg havde aldrig lært det.

Jeg fik megen nyttig hjælp på vejen. Forskellige fagpersoner forsøgte, på hver deres facon, at lære mig, hvordan jeg kunne gå til opgaven. Og i perioder gik det godt. Jeg holdt balancen og kunne tydeligt mærke, hvad det gjorde for mig. Jeg var mere glad. Havde overskud og god energi. Jeg var social og skabte skønne oplevelser for mig selv. I andre perioder faldt jeg tilbage i det gamle mønster. Jeg glemte kontakten til kroppen. Jeg smuttede op i hovedet og lod min indpisker tage over. Gradvist sneg der sig for mange aktiviteter ind i min kalender. I x-antal dage kunne jeg overhøre de små signaler fra krop og nervesystem, men det var en stakket frist. Inden længe begyndte smerte- og træthedsmonstret at løfte sit hoved, og alarmklokkerne bimlede højlydt.

Jeg har nu haft 10 år til at øve mig, og jeg er endnu ikke i mål. Det kommer jeg nok aldrig. Jeg har dog accepteret og anerkendt mig selv for, at det er bydende nødvendigt for min trivsel, at jeg holder pauser. Trækker stikket. Slår hjernen fra og laver absolut ingenting. Jeg har også indset, at god og tilstrækkelig nattesøvn er en nødvendighed. Men det har ikke været let at komme her til.

I perioder har jeg følt, at der var nåle i mit stolesæde. Det var en udfordring at sidde stille i bare 30 minutter. Jeg har oplevet, at hver gang jeg holdt balancen midt på vejen for en tid, tippede “vognen” alligevel ned i grøften. Næsten umærkeligt og snigende, mente jeg. Det er dog gået op for mig, at det var en løgn, jeg fortalte mig selv! Når vognen kører af sporet, sker det ikke umærkeligt og snigende. Det er ikke nogen andres skyld. Det er mit ansvar, og det er mig, der får vognen til at vælte. Ikke bevidst, naturligvis. Men det er mig, der sidder i førersædet i mit liv. Derfor er det også mig, der må tage styring på, hvor den vogn skal køre hen! Der bliver langsomt flere og flere gode perioder. Flere dage og uger i balance, og de perioder er guld. Jeg er heldigvis blevet bedre til at gribe rattet og ændre kurs, når jeg opdager, at tempoet tager til.

Jeg tror, vi alle i større eller mindre omfang kæmper med den her udfordring. En indre stemme, der dikterer, at “Jeg skal lige…” og “Det forventes af mig…”. Jeg er taknemmelig for, at jeg efterhånden har lært, at den stemme er min egen. Det er mig, der presser mig. Det er mig, der fortæller mig selv, at “det forventes af mig…”. Jeg har indset, at jeg har alt at vinde ved at holde balancen. Når jeg holder balance mellem aktivitet og hvile, kan jeg jo netop få meget mere ud af livet. Jeg fungerer bedre. Jeg har færre smerter. Jeg er langt mere glad og har overskud til flere aktiviteter. I den gode balance får jeg netop lidt mere med og kan igen æde løs af livet med en glubende appetit. De gode oplevelser glider mig ikke af hænde, fordi jeg også holder pauser og får hvile. Tværtimod. Gode minder og oplevelser vokser i ro og nærvær. Så slap dog lidt af!