Se tingene i perspektiv

maj 16, 2019 0 Af Birgit Leth

 

Nogle gange støder vi på hændelser, der får os til at se tingene i et større perspektiv. Det kan være både positive og negative oplevelser og begivenheder. Milepæle, der får os til at se livet lidt anderledes fremadrettet. Det er den slags oplevelser, der virkelig fæstner sig i sindet og erindringen. De oplevelser, vi tænker, at vi aldrig vil glemme. De hændelser, der på den ene eller den anden måde får afgørende betydning for vores liv.

Når vi slås med ting i livet; uanset om det er sygdom, kroniske smerter, et tungt sind eller noget helt fjerde, kan vi have tendens til at komme til at gå ind i en lille “boble”. Vi kan komme til at lukke os inde i vores egen lille verden, hvor det kun bliver det tunge og mørke, der fylder for os. Vi kan komme til hele tiden at fokusere på det, der er svært. Fokusere på at det er en slem smertedag, hvor kroppen er stiv og øm, og smerterne larmer mere end de plejer. Eller en dag hvor det er gråvejr og regnvejr udenfor – og måske også i sindet.

Det gør ikke noget, at vi har sådan nogle dage. Det er fuldstændig naturligt og almen menneskeligt. Sådan nogle dage hører også med til livet. Der hvor det bliver problematisk, er når vi kommer til, helt automatisk, at fokusere på de hårde, svære og negative ting. For så er det alle dage, der bliver mørke regnvejrsdage. De positive skelsættende begivenheder er derimod noget af det, der løfter os. Noget af det, der får os til at stoppe op og se alting i et større perspektiv.

I et stykke tid har jeg bøvlet med min træning. Jeg havde en forventning til mig selv, om at jeg kunne blive ved med at skrue op for tempo og intensitet. Det har jeg gjort nu i halvandet år, og det har været fuldstændig fantastisk. Det har været en vild rejse ned i kroppen. En rejse ind i at lære min krop at kende, og mærke hvor meget den kan. – Meget mere end jeg nogensinde havde troet, min skæve rygsøjle og min smerteramte krop kunne præstere. Det har været stort at få lov at opleve.

For nogle uger siden ramte jeg så et loft. Min krop begyndte at larme smertemæssigt. Min gigt blussede op. Jeg begyndte at få overbelastnings-symptomer i de store led. Det var en kæmpe nedtur! Det var svært for mig at acceptere, at det måtte være sådan. For jeg havde jo denne her forventning til mig selv. Jeg havde haft en flot formkurve, der bare steg og steg i halvandet år, og så måtte jeg da kunne blive ved med det.

Jeg har heldigvis gode hjælpere omkring mig på den her kropsrejse. Da jeg kom så langt med mig selv, at jeg kunne erkende, at de ekstra smerter skyldtes overbelastning, og at de var sunde signaler fra kroppen, om at tempo og intensitet skulle sættes lidt ned, kunne mine hjælpere træde til. Mine fysioterapeuter kunne sige “Ingen kan køre sådan en formkurve i det uendelige. Den forventning skal du ikke have til dig selv. Det er helt normalt og forventeligt, at du rammer et loft, og for en periode bare skal køre vedligehold på det niveau, der gør kroppen godt, uden at balancen tipper over”.

Det måtte jeg lige bruge noget tid på at skubbe rundt med i mit hoved, før jeg kunne acceptere det. Det er dog logisk nok, når jeg tænker over det. Med de udfordringer min krop i forvejen har, er der naturligvis en grænse for, hvor hårdt jeg kan presse citronen i træningssammenhæng. – Men jeg havde jo lagt en plan i mit hoved…

Midt i det hele var jeg så heldig at få en af de helt skelsættende oplevelser. Jeg blev farmor. Jeg fik mit første barnebarn, og den følelse var helt fremmed og ukendt på den rigtig gode måde! Lige pludselig stod “min lille dreng”, nu en voksen mand, og lagde sit eget barn ned i mine arme. Det er en af de oplevelser i livet, der virkelig sætter tingene i perspektiv! Jeg blev fyldt med følelsen af, hvor stort, forunderligt og fantastisk livet er. Hvor meget jeg har at være taknemmelig for!

Der er så mange ting i livet at glædes og begejstres over. Oplevelser vi får, som fylder os med en dyb og inderlig taknemmelighed. Det fik den tunge boble, jeg havde gået i, til at synes så lille! Pludselig var min problematik, med at acceptere en midlertidig fysisk begrænsning, helt ubetydelig. Det jeg havde oplevet som hårdt, træls og svært at stå i, blev pludselig til et lille bitte bump, set i det store billede.

Når vi kommer til at lulle os ind i de grå bobler, er det vigtigt, at vi kigger op og ud. Det kan godt ske, smerterne i en periode er barske, og der er sorte dage. Der vil altid komme perioder af den slags. Det hele hører med. – Men når vi kommer til at “dyrke” det svære, er det ekstra vigtigt at løfte blikket. At flytte fokus væk fra det hårde og hen på alt det, der også er at begejstres over.

Når jeg accepterer mit udgangspunkt, kan jeg bedre se alt det, der også er. Selvom tilværelsen byder mig smerte og modgang i perioder, er livet stadig en kæmpe gave! Der er så meget at glædes over – også de gode ting vi selv skaber. Nære relationer, smukke omgivelser og nærende oplevelser. Når jeg er bevidst om at holde fokus på alt det, bliver de mørke “bobler” mindre. Ofte punkteres de og opløses helt, for i det store perspektiv er livet jo slet ikke så tosset endda.

Poul Bundgaard har engang sagt: “Livet er en gave. Det er bare ærgerligt, at så mange mennesker slet ikke når at pakke den ud”.

Jeg har besluttet, at min gave skal pakkes ud! Gerne hver eneste dag. På de betingelser jeg nu har.