Tålmodighed er en dyd

marts 13, 2019 0 Af Birgit Leth

 

Det er snart halvandet år siden, jeg drog afsted mod Montebello Genoptræningshospital. De tre uger i Spanien blev et kæmpe stort vendepunkt i mit liv og min trivsel. Så stort, at jeg næsten ikke har ord for det. Nu opererer jeg med et “før og efter Montebello”. Det er ret vildt, hvor store forandringer sådan et ophold kan afstedkomme! Det har det i hvert fald gjort for mig. På Montebello startede min træningsrejse. Selvom det er halvandet år siden, og der er sket rigtig meget, er rejsen på andre måder kun lige godt begyndt. Det er en sjov dobbelthed.

Jeg har holdt fast, efter jeg kom hjem, og er fortsat ud af den gode vej de hjalp mig ind på. Men nøj, hvor har jeg slingret undervejs! Det lød så let, da jeg sad til den afsluttende samtale under sydens sol. Jeg skulle jo bare fortsætte med at træne, når jeg kom hjem. De havde jo vist mig hvordan og havde hjulpet mig godt i gang. Hvor svært kunne det være? Men det var svært. Hamrende svært! Den gode træning kræver et intenst samarbejde med kroppen. Særligt når man ikke i udgangspunktet er fysisk sund og rask. Og det samarbejde har vist sig at være min største udfordring på vejen.

Jeg har haft dybe dyk, hvor jeg har grædt og skældt ud. Jeg har haft en overvældende frygt for at “tabe det hele på gulvet”, hvis jeg bare droppede en enkelt træning. Jeg har også haft perioder med vild begejstring, progression og jubel. Sådan tror jeg det er, hver gang vi kaster os ud i store livsforandrende projekter. Lige her har jeg bare været dobbelt følsom i processen, fordi der er så meget på spil for mig. Før jeg tog afsted til Montebello kunne jeg knapt nok løfte 2 kg. mel ned fra et køkkenskab. Nu havde jeg “smagt” hvordan det var at have mere styrke og et bedre funktionsniveau. Det kunne jeg ikke byde mig selv at miste igen!

Der er nu gået knapt halvandet år, og endelig begynder jeg at hvile mere i træningsrejsen. For et par måneder siden sagde min fitnesstræner: “Det her må ikke blive din nye stressfaktor. Det er jo meningen med det hele, at du skal have det godt”. Så let for hende at sige, og så svært for mig at praktisere! Jeg betragter mig selv som et tålmodigt menneske, undtagen altså lige når det gælder tålmodighed med mig selv. Det har været med til at spænde ben for mig undervejs.

Jeg har igen og igen overbelastet, forceret og stresset mig selv og min krop. “Du skal afsted” og “Du burde gøre mere” er sætninger jeg flittigt har slået mig selv i hovedet med gennem de sidste halvandet år. Vel vidende at det er lige så destruktivt at tale sådan til sig selv, som det er at tale sådan til andre. Jeg kunne bare ikke lade være. Nu kan jeg heldigvis begynde at mærke en forandring.

I mandags stod der fitness i min kalender. Jeg var træt og øm i kroppen efter en skøn, aktiv weekend i feriecenter. For et par måneder siden ville jeg have tvunget mig selv afsted alligevel, blot fordi det stod i kalenderen. Det gjorde jeg ikke i mandags. Jeg mindede mig selv om, hvor megen ekstra aktivitet weekenden havde budt på, og så holdt jeg fri! Et varmt bad og blid bevægelse herhjemme gjorde godt. Tirsdag var jeg så klar igen og gav den gas i fitness med en dags “forsinkelse”. Det var  god en følelse, at det lykkedes mig at bevare roen og træffe det bedste valg. Jeg ville ikke have fået noget godt ud af at presse en træning igennem, hvor jeg reelt ikke havde kræfter til det. Og træningsglæden var så meget desto større tirsdag, hvor jeg kunne mærke, at kroppen virkelig var med.

Hvorfor fortæller jeg dig så alt det her? Jo; det gør jeg, fordi alt nyt er en proces. Uanset om det er en livsstilsændring, omstilling til et liv med smerter, et liv udenfor arbejdsmarkedet eller noget helt fjerde, er det en proces. Vi kan måske godt forstå det med vores fornuft, men det er en lang rejse, før tingene rigtigt lander i os. Før det synker ind og bliver en naturlig tilstand for os. Der går lang tid, før det ikke længere er nyt og usikkert. Vi kan hurtigt sætte os et mål om at gå fra A til Z, men turen derhen går aldrig i en lige linje.

Livet er en rutsjebane, og det er nye mål, projekter og processer også. Turen går både op og ned. Nogle gange drejer den endda skarpt om et hjørne og byder på sving, vi ikke havde forudset. Det går mere og mere op for mig, at de sving ikke er så farlige, som min strukturhjerne gerne vil bilde mig ind. Så længe jeg ikke slipper roret, skal jeg nok lande det rigtige sted. Og livet bliver meget nemmere, og langt mindre stressende, hvis jeg tør bølge med i de kurver og sving jeg møder på vejen.

Jeg kan ikke presse en ny livsstil igennem på rekordtid. Ting tager tid – og det gør tilvænning til nye omstændigheder i høj grad også. Jeg drager mig nye erfaringer undervejs, som alle skal have tid til at bundfælde sig. Det er en fantastisk følelse at mærke roen og accepten brede sig i mig på en ny måde. Som i mandags, hvor jeg ikke gik i panik, men roligt traf det bedste valg. Nok er målet vigtigt, men processen og selve “rejsen” derhen er faktisk det vigtigste. Her ligger der læring, erfaringer og nye indsigter strøet ud til mig, hvis jeg bare vil gå med og samle dem ind. Jeg lærer mig selv bedre at kende for hver dag, og det i sig selv er værdifuldt.

Jeg slipper ikke roret, for målet er vigtigt! Og langsomt bliver jeg bedre til at bevare roen og have tillid til processen. Tålmodighed er en dyd…