To skridt frem og et tilbage

oktober 3, 2018 0 Af Birgit Leth

 

I oktober 2017 var jeg så heldig at få et ophold på Montebello Genoptræningshospital i Spanien. Der blev jeg introduceret til fysisk træning som en vej til styrke og smertelindring. Jeg har trænet videre lige siden, med hjælp fra en personlig træner og fra mine fysioterapeuter, og det har haft en kæmpe stor effekt. Jeg oplever større trivsel i hverdagen og langt færre smerter. Jeg er ydmyg og meget taknemmelig, fordi jeg fik den mulighed! Det er dog med krop og træning som med alt andet her i livet; Der er gode perioder, og så er der de knap så gode. Lige nu er jeg i en periode, hvor jeg har mødt et lille bump på min vej. Min bløddelsreumatisme rører på sig: En gigtlidelse, som er delvis belastningsrelateret. Mine knæ værker, muskel- og senetilhæftninger er irriteret og der står lidt væske i mit højre knæ. Det var ikke en del af min plan at skulle slås med det lige nu.

Heldigvis har jeg efter mange år lært, at jeg kommer langt med at lytte til kroppens signaler og handle derefter. Det vil kun gøre ondt værre, hvis jeg bider tænderne sammen og dulmer med mere smertestillende. Det vil få mig til at overskride kroppens grænse, og det vil forlænge problematikken. Lige nu må jeg så øve mig i accept; Accepten af at kroppen har brug for lidt mindre belastning, end jeg har budt den de sidste par måneder. Det er pokkers svært! Det gik jo lige så godt, jeg var flyvende i min træning, byggede op og kunne dyrke progression på den helt store klinge. Det var herligt! Men, altså… Lige nu må jeg så tage en periode med lidt mindre belastning, og det er jo faktisk okay. Alt i livet går op og ned, og jeg kan ikke forvente at ride på den høje bølge konstant.

For nogle år siden ville jeg have dulmet. Jeg ville have bidt tænderne sammen i vrede og frustration og have kørt på, til jeg havde presset kroppen ud over kanten. Resultatet af det ville have været en meget længere smerteperiode. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu har lært at gøre noget andet. “Af skade bliver man klog”, siges det, og den er vist god nok. Nu har jeg fokus på ikke at lade bumpet på vejen vælte mig, men i stedet at finde den bedste vej hen over det. Jeg ved, det er vigtigt for min ryg og mit velbefindende at træne – også på de dage hvor smerterne banker på – så jeg må finde den bedst mulige løsning. Med støttende tape får knæene et lille løft og hjælp til stabilisering. På de tunge dødløft og benpres har jeg taget en smule af vægten. Det betyder at jeg kan træne i samme omfang som før, blot med lidt mindre belastning. Nogle få øvelser er midlertidigt pillet af programmet, og der er tilføjet øvelser, som styrker muskulaturen omkring knæene. Efter en uge mærker jeg allerede effekt og lindring. Efter kun en uge! Det giver stof til eftertanke…

Da jeg gik hjem fra dagens træning var jeg glad! Glad for at være blevet klogere. Glad for at have lært at tyde kroppens signaler – og for at kunne finde ud af at samarbejde med min krop. Glad for at have lært at jeg, med ganske få ændringer, stadig kan træne en masse, i en periode hvor smerterne rører lidt ekstra på sig. På den måde kan jeg stadig få den gode effekt af min træning og den naturlige smertelindring, som træningen giver mig. Jeg ved, at jeg kommer stærkt tilbage, når mine knæ har fået lidt ro. Jeg har gjort det før, så jeg kan gøre det igen! Jeg er blot lige trådt et enkelt skridt tilbage og har skruet en anelse ned for blusset. Og det er jo faktisk helt okay. Jeg ved, at min træning er et livslangt projekt, så et par uger med knap så meget knald på er kun en meget lille bid af min rejse.

Og mens knæene får en smule aflastning, er der stadig så meget at glædes over. Træernes blade i smukke gyldne farver, stearinlys på en mørk og blæsende aften og den lave efterårssol en kølig morgen. Så selvom det ikke er alting, der glider præcis som jeg kunne ønske mig, er livet slet ikke så ringe endda.