Tomgang og taknemmelighed

november 11, 2018 2 Af Birgit Leth

 

Jeg har tilbragt weekenden i tomgang. Stilstand og pause kunne også være en dækkende betegnelse. Trætheden har været massiv, men taknemmeligheden langt større. Jeg har fået lov til at bidrage. At gøre en forskel ved at give lidt af mig selv. Det er jeg inderligt taknemmelig for.

Fredag holdt jeg oplæg for en lille flok sygeplejestuderende på VIA University College. Et oplæg om mit liv med kroniske smerter. Det var virkelig en god dag. De studerende bød ind med gode spørgsmål og meget relevant input. Det var en stor fornøjelse for mig at få lov til at give dem noget viden med sig videre. Den slags oplevelser koster. Fredag eftermiddag måtte jeg have en god lur, og natten til lørdag sov jeg 10 timer. Hele weekenden er gået i absolut lavgear, og jeg har ikke udrettet meget.

For nogle år siden kunne sådan en weekend have gjort mig i virkelig dårligt humør. Jeg kunne blive sur og frustreret over at være tømt for energi. Sådan har jeg det ikke nu. Snarere tværtimod. Det var en gave for mig at få lov til at holde mit oplæg. En gave at de var så godt med, og at deres input også gav mig anledning til refleksion. En af de studerende sagde “Da du trådte ind ad døren blev jeg forvirret. Du ser jo slet ikke syg ud”. Den bemærkning gav plads til en snak om den modstand, vi mennesker med “usynlige lidelser” kan møde. Den plantede også en ny taknemmelighed i mig, for hvor er jeg da heldig med, at jeg ikke ser syg ud! Jeg har meget at være taknemmelig for!

Jeg har mødt skoliosepatienter, som ikke kan skjule deres lidelse, om de så ville. Vi er bogstavelig talt skæve eksistenser – med rygsøjler, der kan krølle sig i alle retninger. Og det gør ikke noget! Min skoliose er en del af mig. Det samme er mine smerter og min træthed efter at have overbrugt min energikonto. Det er helt, som det skal være. Min weekend har derfor været fyldt af taknemmelighed. Taknemmelighed over at have haft en skøn fredag. Taknemmelighed over at jeg er i stand til at videregive min viden. Og taknemmelighed fordi jeg endelig har lært at rumme, at træthed i både hoved og krop er en pris, der er værd at betale, for gode oplevelser.

Nu er mørket faldet på. Jeg vil tænde et lille lys og nyde min aften. En aften med tanke på glæden: Glæden over den store buket roser, jeg fik i går, og glæden over at have en meningsfyldt hverdag på trods af dit, dut og dat. I morgen er jeg så klar til at gå løs på hverdagen igen, efter en weekend i ro, refleksion og glad taknemmelighed. Har jeg forsømt noget ved at rive et par dage ud af kalenderen? Nej, slet ikke. Jeg har tværtimod tilladt mig at tænke dybe tanker og udnytte roen til rigtigt at mærke efter, hvad der betyder noget. Uanset om det er af lyst eller nødvendighed, er tid til eftertanke ikke et tab – det er en gevinst.